Masser af melodimagere i tæt konkurrence

Jagten på ALSANG 2020’s store syng med-klassiker går ind i opløbet. Danske komponister har bidraget med ikke mindre end 762 melodier!
ALSANG 2020 præsenterede i april i år en af de mest ambitiøse danske sangskriverkonkurrencer nogensinde.
Ved første etape blev vinderteksten fundet. Juryen havde hele 449 bidrag at vælge imellem. Nu tager en anden jury fat. Denne gang med at udpege den bedste melodi til teksten, og medlemmerne står overfor et stort arbejde. Der blev indsendt hele 762 melodier fra danske komponister!
SAMLET: 1211 BIDRAG
”Det er fuldstændig overvældende og langt flere, end vi havde regnet med,” siger Jørgen Thorup, som er formand for Spil Dansk og med i Projektgruppen bag ALSANG 2020. Han tilføjer: ”Med i alt 1211 bidrag fra tekstforfattere og komponister – og med en samlet præmiesum på 90.000 kr. til de to vindere – er der tale om en af de største sangskriverkonkurrencer herhjemme nogensinde. Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at mobilisere så mange bidragydere, for ALSANG 2020 er trods alt et ret nystartet projekt,” siger Jørgen Thorup.
ALSANG 2020 er Danmarks største fællessang-initiativ i nyere tid. Det kulminerer den 4. maj 2020 og i dagene omkring. Her markeres 75-året for Danmarks befrielse i 1945. Under 2. Verdenskrig samledes tusindvis af danskerne ved et stort antal alsangsstævner over hele landet. Fællessang-møderne blev af mange opfattet som en slags dansk protestbevægelse mod besættelsesmagten.
Nu er alsangen tilbage for at samle danskerne i en musikalsk fejring af friheden, fremtiden og demokratiet. Blandt andet med den nye sang, der opstår ud af konkurrencen. Titlen er ”Frihedens lysdøgn”, og den vil blive sunget ved arrangementer landet over den 4. maj 2020. Vinder-teksten er skrevet af digter Anne Vad, og den handler netop om frihed.
KLASSIKER LIGE OM HJØRNET
”Jeg er rigtig spændt på resultatet og taknemmelig for de mange bidrag til konkurrencen. Både til tekst og musik,” siger Astrid Vadgaard Christensen, som er Projektkoordinator for ALSANG 2020: ”Vi har i denne omgang modtaget melodi-forslag fra vidt forskellige komponister. Nogle er meget kendte i offentligheden, andre nærmest det modsatte. Der er indkommet melodier fra komponister, der arbejder med alle mulige forskellige musikgenrer. Det lover rigtig godt. Jeg tror på, at vi til sidst står tilbage med en potentiel fællessang-klassiker,” siger Astrid Vadgaard Christensen.
Ophavsmanden til den bedste komposition afsløres i forbindelse med Spil Dansk Ugen 2019, som finder sted 28. oktober til 3. november.
KONTAKT
Projektkoordinator Astrid Vadgaard Christensen ALSANG 2020: info@alsang.dk
OM ALSANG 2020
- ALSANG 2020 er Danmarks største fællessangsinitiativ i nyere tid, som vil samle alle borgere i en musikalsk fejring af friheden, fremtiden og demokratiet.
- ALSANG 2020 workshops, konkurrencer, undervisningsprojekter og fællessangsarrangementer i hele landet 2019-2020.
- Langt de fleste af fællessang-arrangementerne foregår den 4. maj 2020 og i dagene omkring, som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 1945.
- ALSANG 2020 arrangeres i samarbejde med en lang række større landsdækkende organisationer, samtlige 98 kommuner og de større nationale medier.
- Der er særlige støttepuljer, som skal bruges til at engagere mindre sangvante borgere, så de kan opleve, hvad fællessang kan.
- Der præsenteres sangkonkurrencer for skoler og professionelle sangskrivere.
- Skoler og uddannelser kan online trække på gratis undervisningsmateriale til fagene dansk, historie, musik og samfundsfag.
- ALSANG 2020 opfordrer foreninger, kulturinstitutioner, skoler og virksomheder til på egen hånd at stå for fællessangarrangementer.
- Alle kan deltage. ALSANG-arrangementer indtastes i en Danmarks nye fællessang-kalender på alsang.dk
- ALSANG 2020 er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk.
- ALSANG 2020 er støttet af Nordea-fonden med over 8,1 mio. kr.
- Spil Dansk er projektleder og koordinerer ALSANG 2020.
- Man kan læse mere om alsangens betydning for danskerne under 2. verdenskrig på danmarkshistorien.dk