Flot ALSANG-fejring i Frederiksberg Have

Fællessangen kommer til at kunne mærkes i hele landet den 4. september, når sang og musik fra de smukke omgivelser i Frederiksberg Have bliver sendt direkte hjem til de danske stuer.
Vær med til en fejring af fællesskabet, når ALSANG kulminerer den 4. september. Denne aften synges der fra Frederiksberg Have og ud til hele landet med direkte show på DR.
Vær med i Frederiksberg Have eller tænd for DR1 lørdag den 4. september kl. 20.
Hér er der nemlig garanti for god stemning og smurte sangstemmer med Katrine Muff og Johannes Langkilde som aftenens værter, når vi fejrer fællesskabet med et flot fællessangshow. Aftenen byder på fællessang med et repertoire af velkendte sange og spændende optrædener med landets dygtigste kor og artister. Hvilke navne, der sætter gang i fællessangen under showet, vil DR løfte sløret for, når vi nærmer os dagen.
Arrangementet er et samarbejde mellem DR, Frederiksberg Kommune og ALSANG.
Hele ugen op til arrangementet i Frederiksberg Have vil der også være rig mulighed for at tage del i fællessangen til lokale ALSANG-arrangementer i hele landet. Arrangementerne finder sted som en del af ALSANG ugen, der løber fra mandag den 30. august til og med søndag den 5. september. Du kan læse mere om ALSANG ugen HER.
Fællessangen samler stadig
Fællessangtraditionen i Danmark går næsten 200 år tilbage og er blomstret op i særlige historiske perioder for eksempel under 2. Verdenskrig, da Danmark var besat. Den 1. september 1940 deltog ca. 720.000 danskere i alsangstævner i hele landet. Alene i Frederiksberg Have var op mod 40.000 mennesker samlet.
Her i 2021 står vi i en helt anden særlig situation, men fællessangens evne til at samle os har i den grad også kunnet mærkes under Corona – om end det har måttet være på afstand. Med arrangementet i Frederiksberg Have vil ALSANG sammen med DR og Frederiksberg Kommune endelig samle folk igen til en festlig aften i fællesskabets tegn:
“Det er en gammel drøm og idé, som nu bliver til virkelighed, med fornyet relevans og aktualitet i de flotteste omgivelser og i en historisk kontekst. Det er efterhånden fire år siden, vi fik idéen til at lave en tv-transmitteret alsang-begivenhed i Frederiksberg Have, så efter flere udskydelser glæder vi os nu helt vildt til, at det endelig bliver en realitet den 4. september. Efter flere år med ALSANG-arrangementer og tiltag overalt i landet kulminerer vores projekt i en flot finale i Frederiksberg Have.” siger Ricco Victor, leder af ALSANG.
TID OG STED FOR ARRANGEMENTET:
Arrangementet sendes på DR1 den 4. september kl. 20. Der vil også være et begrænset antal gæster i Frederiksberg Have, naturligvis efter de gældende retningslinjer og med forbehold for ændringer.
Læs også nyheden på DRs hjemmeside.
KONTAKT:
Leder af ALSANG, Ricco Victor: 20 46 79 13 / ricco@alsang.dk
Projektkoordinator hos ALSANG Maja Höhn: 42 72 92 34 / maja@alsang.dk
OM ALSANG:
- ALSANG er Danmarks største fællessangsinitiativ i nyere tid, som vil samle alle borgere i en musikalsk fejring af friheden, fremtiden og demokratiet.
- ALSANG er workshops, konkurrencer, undervisningsprojekter og fællessangsarrangementer i hele landet 2019-2021.
- Langt de fleste af fællessangsarrangementerne var planlagt til at foregå den 4. maj 2020 og i dagene omkring som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 1945. Grundet Coronapandemien blev fejringen udskudt til maj 2021. De fleste arrangementer er nu yderligere rykket til uge 35 i 2021.
- ALSANG arrangeres i samarbejde med en lang række større landsdækkende organisationer.
- Der forventes ALSANG-arrangementer i samtlige 98 kommuner, hvoraf langt de fleste begivenheder vil være støttet af ALSANG.
- ALSANG afholdt to store sangskriverkonkurrencer: En for børn og unge og en for voksne. Vindersangene kan findes på alsang.dk/nye-sange.
- Skoler og uddannelser kan på ALSANGs hjemmeside trække på gratis undervisningsmateriale til fagene dansk, historie, musik og samfundsfag.
- ALSANG opfordrer foreninger, kulturinstitutioner, skoler og virksomheder til på egen hånd at stå for fællessangsarrangementer.
- Alle kan deltage. Man kan få inspiration til hvordan på alsang.dk/inspiration/vaer-med
- ALSANG-arrangementer indtastes i Danmarks nye fællessangskalender på alsang.dk/kalender.
- ALSANG er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk.
- ALSANG er støttet af Nordea-fonden med 9,1 mio. kr.
- Spil Dansk er projektleder og står for den samlede koordinering af ALSANG.
- Man kan læse mere om alsangens betydning for danskerne under 2. Verdenskrig på alsang.dk
- Du kan læse flere nyheder om ALSANG på alsang.dk/nyheder