Massiv markering forude
”Vårvise” bliver til ”Sensommervise”: ALSANGs landsdækkende begivenhed kulminerer i en massiv markering i dagene omkring 1. september.
ALSANGs kæmpe fællessang-begivenhed udskydes til dagene omkring 1. september. Den planlagte 4. maj-fejring blev dog ikke aflyst: Over 20 mindre arrangementer satte gang i frihedsfejringen, som kulminerer i en massiv markering i uge 35.
ALSANG er lykkedes med rigtig meget siden lanceringen i 2019. Men det har været nødvendigt at rykke selve hovedbegivenheden flere gange. Fællessangen skulle oprindeligt have gjaldet overalt i landet den 4. maj 2020 og i dagene omkring, som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 1945. Der var forberedt en kæmpe begivenhed med op mod 40.000 deltagere i Frederiksberg Have, tv-transmission og masser af fællessang-arrangementer landet rundt. Det måtte aflyses og fremrykkes til samme dato i år på grund af coronapandemien. Grundet uklarhed og uvished om gældende restriktioner har ALSANG nu igen besluttet at udskyde. Den store sang-begivenhed flyttes til uge 35 og kulminerer forventeligt i en massiv markering i dagene omkring 1. september.
Historisk stort
Ricco Victor, leder af ALSANG, fortæller:
”Vi flytter vores kæmpe arrangement fra den ene historiske dato til den anden. For netop 1. september 1940 kulminerede alsang-stævnerne under besættelsen, da cirka 750.000 mennesker sang sammen over 200 steder i landet. Det håber vi på at kunne gentage!” siger Ricco Victor.
Han glæder sig også til snart at afsløre hovedtræk om ALSANG- festlighederne i dagene omkring 1. september.
”Vi er netop kommet igennem med meget vigtige aftaler. Men med flere større aktører og en landsdækkende begivenhed er der mange deltaljer, som skal bekræftes, før vi kan blive helt konkrete. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at det bliver stort – og at hele befolkningen forhåbentlig får mulighed for at tage del i fællessangen på den ene eller den anden måde.”
En skøn sensommervise
Ricco fortsætter: ”Man kan sige, at ”Vårvise” strækkes og bliver til ”Sensommervise” i ALSANG-fortællingen. Men begge er også skønne danske sange, som kan netop det, vi vil: Samle danskerne omkring fællessang. Og samtidig kan vi gøre noget godt for vores allesammens historiske bevidsthed ved at sætte gang i tanker om emner som frihed, fremtid og demokrati,” siger Ricco Victor.
SE TID OG STED FOR ALLE ARRANGEMENTER HER:
KONTAKT:
Leder af ALSANG, Ricco Victor: 20 46 79 13 / ricco@alsang.dk
Projektkoordinator Maja Höhn, ALSANG: 42 72 92 34 / maja@alsang.dk
OM ALSANG:
- ALSANG er Danmarks største fællessangsinitiativ i nyere tid, som vil samle alle borgere i en musikalsk fejring af friheden, fremtiden og demokratiet.
- ALSANG er workshops, konkurrencer, undervisningsprojekter og fællessangsarrangementer i hele landet 2019-2021.
- Langt de fleste af fællessangsarrangementerne var planlagt til at foregå den 4. maj 2020 og i dagene omkring som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 1945. Grundet Coronapandemien blev fejringen udskudt til maj 2021. De fleste arrangementer er nu yderligere rykket til 1. september 2021.
- ALSANG arrangeres i samarbejde med en lang række større landsdækkende organisationer.
- Der forventes ALSANG-arrangementer i samtlige 98 kommuner, hvoraf langt de fleste begivenheder vil være støttet af ALSANG.
- ALSANG afholdt to store sangskriverkonkurrencer: En for børn og unge og en for voksne. Vindersangene kan findes på alsang.dk/nye-sange.
- Skoler og uddannelser kan på ALSANGs hjemmeside trække på gratis undervisningsmateriale til fagene dansk, historie, musik og samfundsfag.
- ALSANG opfordrer foreninger, kulturinstitutioner, skoler og virksomheder til på egen hånd at stå for fællessangsarrangementer.
- Alle kan deltage. Man kan få inspiration til hvordan på alsang.dk/inspiration/vaer-med
- ALSANG-arrangementer indtastes i Danmarks nye fællessangskalender på alsang.dk/kalender.
- ALSANG er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk.
- ALSANG er støttet af Nordea-fonden med 9,1 mio. kr.
- Spil Dansk er projektleder og står for den samlede koordinering af ALSANG.
- Man kan læse mere om alsangens betydning for danskerne under 2. Verdenskrig på alsang.dk
- Du kan læse flere nyheder om ALSANG på alsang.dk/nyheder