ALSANG åbner kæmpe ungdoms-træf

Festen begynder med fællessang ved det aktuelle Ungdommens Folkemøde fra 5.-6. september i Valbyparken.
Fællessang fuldtræffer lige i tidsånden og på tværs af alle generationer. Årets Roskilde Festival åbnede atypisk med publikum som stjerner. De sang fællessang med hjælp fra tekster på storskærme og et backingband på den kæmpe Orange Scene. Den drønende festival-karaoke betød, at man nåede nye højder for fællesskabsfølelse på pladsen. Der blev skrålet med på bl.a. The Minds of 99-sangen ”Ung kniv” og Kim Larsen/Gasolin’s udødelige ”Kvinde min”.
Ved Ungdommens Folkemøde er det igen fællessangen, der sætter fut i festlighederne. ALSANG 2020 står bag tiltaget, der er et markant arrangement ved Ungdommens Folkemøde.
Mødet finder sted torsdag d. 5.-6. september i Valbyparken i København.

Sangerinden Barbara Moleko synger for ved fællessang-åbningen på Store Scene torsdag kl. 9. Dagens repertoire tæller hendes eget radiohit ”Tag min hånd” sammen med ”Jeg vil ha’ dig for mig selv” (Burhan G) og ”Joanna” (Kim Larsen).
Moleko bakkes stærkt op af hele 50 sangere fra Sankt Annæ Gymnasies Rytmiske Kor!
GRIB MORGENDAGEN
Ungdoms-træffet forventes at blive et kæmpe tilløbsstykke. De unge mødes om talks, musik, workshops og samtaler. Det handler om samfundet, samtiden og demokratiet.
Man kan møde en stribe meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder. Og så er der deltagelse af et væld af organisationer, partier, græsrødder, tænketanke og virksomheder. Målet er, at en ny generation udforsker drømme og visioner for fremtiden.
ALSANG passer perfekt ind i den sammenhæng. For her er selve grundtanken, at fællessang kan styrke fællesskaber og medborgerskab – og at sangen kan være med til at videreføre demokratiske værdier.
TEKST I SUPERLIGA
Ved åbningen lancerer ALSANG også en sangskriverkonkurrence for 10-18-årige. Man skal bare gribe pennen eller kaste sig over sit tastatur, for Simon Kvamm fra Nephew har allerede lavet melodien. Projektet kaldes “Fremtidssangen 2020”, og vinderteksten skal handle om frihed, fremtid og fællesskab.
Alle, der ønsker at prøve kræfter med den poetiske udfordring, kan læse mere om konkurrencen på alsang.dk/fremtidssangen-2020.
Fællessangen ved Ungdommens Folkemøde lanceres af ALSANG 2020 og Spil Dansk i samarbejde med Ungdommens Folkemøde og med støtte fra Nordea-fonden.

(Pressefoto: Ungdommens Folkemøde)
OM ALSANG 2020:
- ALSANG 2020 er Danmarks største fællessangsinitiativ i nyere tid, som vil samle alle borgere i en musikalsk fejring af friheden, fremtiden og demokratiet.
- ALSANG 2020 workshops, konkurrencer, undervisningsprojekter og fællessangsarrangementer i hele landet 2019-2020.
- Langt de fleste af fællessang-arrangementerne foregår den 4. maj 2020 og i dagene omkring, som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 1945.
- ALSANG 2020 arrangeres i samarbejde med en lang række større landsdækkende organisationer, samtlige 98 kommuner og de større nationale medier.
- Der er særlige støttepuljer, som skal bruges til at engagere mindre sangvante borgere, så de kan opleve, hvad fællessang kan.
- Der præsenteres sangkonkurrencer for skoler og professionelle sangskrivere.
- Skoler og uddannelser kan online trække på gratis undervisningsmateriale til fagene dansk, historie, musik og samfundsfag.
- ALSANG 2020 opfordrer foreninger, kulturinstitutioner, skoler og virksomheder til på egen hånd at stå for fællessangarrangementer.
- Alle kan deltage. ALSANG-arrangementer indtastes i en Danmarks nye fællessang-kalender på alsang.dk
- ALSANG 2020 er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk.
- ALSANG 2020 er støttet af Nordea-fonden med over 8,1 mio. kr.
- Spil Dansk er projektleder og koordinerer ALSANG 2020.
- Man kan læse mere om alsangens betydning for danskerne under 2. verdenskrig på danmarkshistorien.dk