Gylden port i Gellerup på vid gab for fællessang

Gellerup-området i Aarhus løftes både med nybyggeri og fællessang. ALSANG har støttet et lokalt sangprojekt, Alsang i Gellerup, med 75.000 kr. Det beriger kvarteret med en stribe begivenheder, workshops og musikalske projekter. Foto: Niels Hviid
ALSANG vil have fællessangen bredt ud. Derfor støtter ALSANG et projekt, der sætter en syngende, sjov og spændende dagsorden for Gellerup-området i Aarhus.
En gammel sangklassiker får nyt liv og bringes et overraskende sted hen – og en helt ny sang ser dagens lys – med projektet, Alsang i Gellerup. Alsang i Gellerup er muliggjort med penge fra ALSANG, der har fået en stor bevilling fra Nordea-fonden. Projektet sker i samarbejde mellem Gellerup Kirke, Grundtvig-Akademiet og ALSANG, og resulterer i den kommende tid i en stribe konkrete arrangementer i Gellerup-området.
GYLDENT FORÅR
Der fejres ”Alsangsdag” onsdag 19. maj to steder i Aarhus-bydelen: På Fredspladsen, som er omkranset af platantræer, og som har Gellerup Kirke som nabo – og ved Den Gyldne Port: Et forholdsvist nyt og spektakulært vartegn beklædt med flot lysdesign.
Om formiddagen 19. maj skal en masse børnestemmer sørge for, at Fredspladsen bliver knap så fredelig. Børnene forventes at strømme til fra de lokale institutioner og skoler for at mødes i hyggelig fællessang på en forhåbentlig lun forårsdag.
Om eftermiddagen følger endnu et fællessangsarrangement på Fredspladsen for alle interesserede. Og om aftenen kulminerer det hele under Den Gyldne Port, hvor der både er lysshow og korsang/koncert.
ÅBNING TIL VERDEN
Den nye port har også smittet af på en helt ny fællessang: Den hedder ”Åbn din gyldne port”, og den er blevet til i et samarbejde mellem komponist og lokal Gellerup-rapper Chadi Alderbas, forfatter Niels Brunse og organist og komponist Martin Lysholm Hornstrup fra Gellerup Kirke.
”Det sprog vi smiler på/ det sprog vi hviler på/ det kan nynnes så let som vores hjerter kan slå”, hedder det i sangen.
Den vil bl.a. blive brugt i en podcast-serie, ”Lyden af Grundtvig”, som laves af Grundtvig-Akademiet i Aarhus, og derudover skal “Åbn din gyldne port” naturligvis også synges til Alsangsdagen den 19. maj.
GAMMELT SANG-GULD
Et andet projekt gennemføres i samarbejde med Rap Akademiet og Aarhus Efterskole.
Det bliver til flere workshops, hvor man støver en 144 år gammel tekst af og præsenterer den i en ny form. Valget faldt på klassikeren ”Jeg elsker den brogede verden” af Hans Vilhelm Kaalund og Thorvald Aagaard. Sangen kan tolkes som skepsis mod politisk eller religiøs fanatisme – og som en hyldest til nuancer og rendyrket livsglæde.
Det er planen, at de unge deltagere i workshoppen skal indspille nummeret og producere en ledsagende musikvideo.
Rap Akademiet og Aarhus Efterskole skal også medvirke ved Alsangsdagen i Gellerup 19. maj.

Foto: Gellerup Kirke.
MUSIK UD AF HUSET
Førnævnte organist og sanger, Martin Lysholm Hornstrup, fra Gellerup Kirke er en af de ildsjæle, der sørger for at få fællessang ud i området. Han kan trække på ca. 15 frivillige med korerfaring, og sammen sørger de for en slags ”musik ud af huset”.
”Vi har sunget fællessang mange steder efterhånden. Bl.a. på biblioteket, ved fyraftensmøder, på skoler og ved de såkaldte Samvirkemøder, der samler vidt forskellige mennesker med interesse i Gellerup. Vi har også sunget for beboerne i bofællesskabet Birkebakken, hvor der bor flere voksne udviklingshæmmede. De tog imod os med en vældig varme, så det var rigtig sjovt for dem og os. En af vores frivillige bor lige over for, og han sagde til mig, at nu fandt han endelig ud af, hvem der bor der. Så nu kan de hilse på hinanden ude på gaden. Det er jo essensen af det, vi laver: Vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs i området, og vi får flere til at tage den danske sangskat til sig. Musik og sang bringer os sammen,” siger Martin Lysholm Hornstrup fra Gellerup Kirke.
FRIHED, FREMTID, FÆLLESSANG
Projektkoordinator, Maja Höhn, fra ALSANG glæder sig også over, at samtlige projekter skrider rigtig godt frem, og at kreativiteten bobler:
”Med ALSANG har vi et ønske om at hejse flaget for frihed og demokrati ved at udbrede den i forvejen populære fællessang endnu mere i hele Danmark. Som det hedder i den nye sang, ”Åbn din gyldne port”, kan et smil sige mere end ord. Og fællessang kan også være en direkte genvej til fællesskabet. Vi vil gerne give alle – også dem, der måske er knap så sangvante – en mulighed for at være med i sangfællesskabet. Med den målsætning har vi et ansvar for, at alle i det mindste får invitationen. De ambitioner, synes vi, matcher de mange tiltag, vi støtter i Gellerup,” siger Maja Höhn fra ALSANG.
KONTAKT:
- Leder af ALSANG og direktør i Spil Dansk, Ricco Victor: 20 46 79 13 / ricco@spildansk.dk
- Projektkoordinator Maja Höhn, ALSANG: 42 72 92 34 / maja@alsang.dk
OM ALSANG
- ALSANG er Danmarks største fællessangsinitiativ i nyere tid, som vil samle alle borgere i en musikalsk fejring af friheden, fremtiden og demokratiet.
- ALSANG er workshops, konkurrencer, undervisningsprojekter og fællessangsarrangementer i hele landet 2019-2021.
- Langt de fleste af fællessangsarrangementerne var planlagt til at foregå den 4. maj 2020 og i dagene omkring, som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 1945. Grundet Coronapandemien blev fejringen udskudt til maj 2021.
- ALSANG arrangeres i samarbejde med en lang række større landsdækkende organisationer.
- Der forventes ALSANG-arrangementer i samtlige 98 kommuner, hvoraf langt de fleste begivenheder vil være støttet af ALSANG.
- ALSANG afholdt to store sangskriverkonkurrencer: En for børn og unge og en for voksne. Vindersangene kan findes på alsang.dk/nye-sange.
- Skoler og uddannelser kan på ALSANG’s hjemmeside trække på gratis undervisningsmateriale til fagene dansk, historie, musik og samfundsfag.
- ALSANG opfordrer foreninger, kulturinstitutioner, skoler og virksomheder til på egen hånd at stå for fællessangarrangementer.
- Alle kan deltage. ALSANG-arrangementer indtastes i Danmarks nye fællessangskalender på alsang.dk/kalender.
- ALSANG er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk.
- ALSANG er støttet af Nordea-fonden med over 9,1 mio. kr.
- Spil Dansk er projektleder og står for den samlede koordinering af ALSANG.
- Man kan læse mere om alsangens betydning for danskerne under 2. Verdenskrig på alsang.dk
- Du kan læse flere nyheder om ALSANG på alsang.dk/nyheder