Kom og vær med til at fejre 75-året for Danmarks befrielse med fællessang i Esehaven.
I besættelsens første år samlede danskerne sig over hele landet til store alsangstævner, hvor sammenholdet og den danske nationalfølelse var i højsædet. Også Befrielsen 1945 blev fejret med sang – i Esbjerg i Vognsbølparken og i Ribe på Slotsbanken.
I 75-året for Danmarks befrielse samles folk igen over hele landet for sammen at hylde demokrati, frihed og fællesskab ved en lang række alsangsarrangementer. I Esbjerg mødes vi i Esehaven, hvor Rørkjærkoret synger for og Ungdomssymfoniorkestret akkompagnerer, når vi samles – gamle som unge – for i fællesskab at fejre “at det blev forår og Danmark frit”.
Biblioteket inviterer i samme forbindelse til Book Talk om besættelsestiden kl. 16.00-16.45 og efter fællessangen åbner Esbjerg Museum dørene til levende Leo Mathiassen-swingmusik, en skål varm rationeringsmad og et kik i udstillingerne “Modstand” og “BESAT Esbjerg 1943”.
Arrangementet afholdes samarbejde med Esbjerg Kulturskole, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Esbjerg Bibliotek, Historisk Samling fra Besættelsestiden/Sydvestjyske Museer, Ældresagen i Esbjerg og MYRTHUE – Esbjerg Kommunes Skoletjeneste.
Målgruppe: Voksne og børn fra ca 10 år.